Ny formand for Greater Copenhagen

Heino Knudsen (S), der er ny regionsrådsformand i Region Sjælland, er fra 1. januar 2018 også ny formand for Greater Copenhagen & Skåne Committee

Heino Knudsen (S), ny regionsrådsformand i Region Sjælland, er fra 1. januar 2018 også ny formand for Greater Copenhagen & Skåne Committee, som er Greater Copenhagen-samarbejdets bestyrelse.

Heino Knudsen afløser Henrik Fritzon (S), der er formand for regionstyrelsen i Region Skåne og har stået i spidsen for Greater Copenhagen & Skåne Committee i 2017.

Formandsskiftet fandt sted under Greater Copenhagens topmøde den 19. december 2017 i Kristianstad. Topmødet er Greater Copenhagen-samarbejdets årlige møde for regionens ledende politikere, og Heino Knudsen understregede i sit indlæg, at den fælles indsats for økonomisk fremgang og styrket beskæftigelse i hele regionen vil fortsætte usvækket i det kommende år, selvom ”der er langt fra Nakskov, hvor jeg kommer fra, til det østlige Skåne”.

Heino Knudsen takkede Henrik Fritzon for indsatsen som formand for Greater Copenhagen & Skåne Committee i 2017, der blandt andet bød på en målrettet indsats for at styrke infrastrukturen og det fælles arbejdsmarked i regionen.   

Heino Knudsen er markedskonsulent ved Center for Erhvervsrettede Uddannelser Lolland Falster og er bosat i Nakskov.

Greater Copenhagen & Skåne Committee’s formandskab består desuden af to næstformænd, som i 2018 er Henrik Fritzon samt overborgmester Frank Jensen (S), Københavns Kommune.

Læs pressemeddelelse om topmødet 2017 på svensk og dansk

Læs program for topmødet 2017 på svensk og dansk