Greater Copenhagen gør life science til indsatsområde

Digitale rekrutteringskampagner skal tiltrække virksomheder og internationale talenter til regionens life science-sektor i de kommende to år.

Greater Copenhagen gør en særlig indsats for at styrke regionens life science-sektor i 2018 og 2019. Life science udgør et af Greater Copenhagens tre såkaldte signaturprojekter i handlingsplanen for de kommende to år, og arbejdet er allerede i gang. I slutningen af februar lancerer Copenhagen Capacity og Invest in Skåne en international rekrutteringskampagne, som skal tiltrække udenlandsk talent til regionens life science-virksomheder.

Kampagnen kommer primært til at foregå via sociale medier, og målet er at gentage succesfulde rekrutteringskampagner gennemført i 2016 og 2017 inden for fintech- og gaming-industrien, hvor det lykkedes at tiltrække udenlandske specialister i IT for den finansielle sektor og spiludviklere til Greater Copenhagens voksende spilindustri.

”Vores første internationale rekrutteringskampagner har været en overvældende succes og givet langt flere ansøgninger fra en bred vifte af specialister – langt flere end vi havde turdet håbe på. I Greater Copenhagen er der høje ambitioner inden for life science-området i 2018-2019, og vi glæder os til at se om vores kommende life science-kampagner kan skabe lige så flotte resultater som de forrige," siger Louise Juhl, kommunikations- og marketingdirektør i Copenhagen Capacity.

Kampagnen for gaming-industrien var den første internationale rekrutteringskampagne, og den sikrede 498 ansøgere til 40 stillinger i 11 virksomheder. Den efterfølgende fintech-kampagne førte til ansøgninger fra 945 kandidater til 36 stillinger i 13 virksomheder. Erfaringerne med at tiltrække virksomheder inden for fintech er også lovende for fremtidige kampagner inden for andre brancher.

Fintech-kampagnen i 2017 førte til 436 kontakter og 8 virksomheder, der viste interesse for at etablere sig i Greater Copehagen. Greater Copenhagens tre signaturprojekter, som er særlige indsatsområder for det erhvervspolitiske samarbejde, skal styrke regionen:

  • som centrum for forskning og udvikling inden for life science
  • som verdensledende inden for digital infrastruktur og digitalisering
  • som frontløber for grænseløs kollektiv trafik.