Nyheder

Fremstød for bedre kollektiv transport og infrastruktur


Effektiv infrastruktur og sammenhængende kollektivt transportsystem er afgørende for den økonomiske vækst og udvikling i Greater Copenhagen.

Forbedringer af infrastrukturen og den kollektive transport kræver planlægning og samarbejde mellem regionens offentlige myndigheder, og for at styrke samarbejdet mellem danske og svenske myndigheder og transportorganisationer tog Greater Copenhagens formandskab initiativ til møder den 25. november med de danske transportselskaber Movia Trafik og DSB samt med Københavns Lufthavn.

Et vigtigt mål for møderne med Movia og DSB var at forbedre betjeningen af pendlere og rejsende i Greater Copenhagen ved at indføre et fælles billetsystem for Sydsverige og Østdanmark. Et sådant system findes ikke i dag og ville være en klar forbedring af regionens offentlige transport.

”Vi har behov for sammenhængende kollektiv transport og et fælles billetsystem i Greater Copenhagen. Det forudsætter et tættere samarbejde i planlægningen og driften af den kollektive transport i hele vores metropolregion – også på tværs af Øresund,” sagde Greater Copenhagens formand, Heino Knudsen, der også er formand for regionsrådet i Region Sjælland.

Ved siden af Heino Knudsen deltog også Greater Copenhagens næstformænd, som er Københavns overborgmester, Lars Weiss, regionsrådsformand Mikaela Waltersson fra Region Halland og Carl Johan Sonesson, der er regionsrådsformand i Region Skåne, samt Region Hovedstadens regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen, der er medlem af Greater Copenhagens bestyrelse og talsperson på infrastrukturområdet.

IMG_5485

Selv om coronapandemien aktuelt har bragt Københavns Lufthavn og luftfarten i en vanskelig situation, vil lufthavnen fremover fortsat spille en central rolle for Greater Copenhagens internationale tilgængelighed. Derfor er lufthavnens udvikling efter coronakrisen vigtig for regionen, og fremtidens luftfart skal gerne gøres bæredygtig.

”Københavns Lufthavn er afgørende for den fremtidige udvikling af Greater Copenhagen. Derfor er det vigtigt, at vi finder veje til at gøre lufthavnen og luftfarten bæredygtige,” sagde Sophie Hæstorp Andersen.

Med vedtagelsen af et grønt charter har Greater Copenhagen sat sig som målsætning at gøre regionen til et førende center for grøn omstilling og bæredygtig vækst – herunder at omstille luftfarten og den tunge transport til grønne brændstoffer.

Movia var repræsenteret ved administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen, mens administrerende direktør Flemming Jensen og administrerende direktør Thomas Woldbye repræsenterede henholdsvis DSB og Københavns Lufthavn.