Nyheder

Tilmeld dig nyhedsbrev

Nordisk ministermøde


Ministre for nordisk samarbejde skal diskutere genstart af Greater Copenhagen. Den 1. september er Greater Copenhagen vært for et møde mellem Flemming Møller Mortensen og Anna Hallberg, hhv. den danske og svenske minister for nordisk samarbejde, hvor vi sammen med Dansk Industri, Sydsvenska Industri- och Handelskammaren, Öresundsbron m.fl. skal tale om, hvordan vi kan genstarte samarbejdet i Greater Copenhagen.

You don't know what you got till it's gone” sang Joni Mitchell i 1970’erne. Citatet har siden fået kultstatus og bruges flittigt i daglig tale, og det indrammer ret præcist udviklingen i samarbejdet over Øresund:

  • Der var en gang, hvor der ikke var paskontrol ved grænsen. 
  • Der var en gang, hvor skatteregler ikke var en hindring for danske og svenske jobpendlere. 
  • Der var en gang, hvor grænselukninger ikke var normalen. 
  • Der var en gang, hvor butikker og caféer i København bugnede med svenske ansatte. 
  • Der var en gang, hvor danskere tog på shoppingture i Malmø. 
  • Der var en gang, hvor danskerne kunne tage til deres ødegård i Sverige uden problemer. 
  • Der var en gang, hvor Sverige var en vigtig brik i at binde Danmark – inkl. Bornholm – sammen. 
  • Der var en gang, hvor knap 20.000 pendlede dagligt over Øresundsbroen

Vi tror på, at vores ressourcestærke metropol, kan få det hele tilbage – og mere til. Men det kræver både samarbejde og politisk velvilje, og det er netop det, vi arbejder for. I Greater Copenhagen arbejder vi fokuseret på at skabe et fuldt og velintegreret arbejdsmarked over Øresund. Det vil resultere i en årlig gevinst på op mod 2,9 mia. DKK for svensk og dansk økonomi tilsammen, viser tal fra 2019, og således forløse et enormt potentiale for hele regionen.