Nyheder

Tilmeld dig nyhedsbrev

STÆRKT PARTNERSKAB SIKRER TRANSITKORRIDOR OG MODERNISERING AF ØRESUNDSAFTALE


Øresundsaftalen skal moderniseres og fornyes, og der skal laves en såkaldt transitkorridor mellem Danmark og Sverige for rejsende til / fra Bornholm og rejsende til / fra Københavns Lufthavn. Korridoren skal også gælde ved eventuelle fremtidige indrejserestriktioner. Det er konklusionerne fra vores møde i Greater Copenhagen Task Force mellem de svenske og danske ministre for nordisk samarbejde, Anna Hallberg og Flemming Møller Mortensen, Greater Copenhagen, Dansk Industri, Sydsvenska Handelskammare og Øresundsbron.

– Vi er meget glade for, at den danske og svenske regering kan fremlægge en erklæring, hvor vi er enige om, at transit til Bornholm og Kastrup skal beskyttes så vidt muligt. Vi vil også være meget tæt på hinanden i dialogen om eventuelle fremtidige grænselukninger. Det er en stor tryghed for dem, der bor på Bornholm, men også for dem i regionen i Sverige, som har brug for Kastrup, sagde Anna Hallberg (S) til News Øresund umiddelbart efter mødet.

– Vi har diskuteret rigtigt mange skatteudfordringer. En arbejdsgruppe er i gang med det, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan – og Anna Hallberg også – for at vi får skubbet til vores skatteministre, så de forhåbentlig kan få handlet meget hurtigt på det. Det handler om at lave en modernisering og fornyelse af Øresundsaftalen, og det arbejder jeg målrettet på, sagde Flemming Møller Mortensen (S) til News Øresund umiddelbart efter mødet.

– Jeg er superstolt over, at vi har skabt et forum til at løse problemerne i Greater Copenhagen sammen med vores aktive medspillere Anna Hallberg og Flemming Møller Mortensen og vores stærke partnere fra Dansk Industri, Sydsvenska Handelskammare, Øresundsbron. Det er i dette forum, vi skaber resultater og sikrer forudsætningerne for vækst og udvikling i vores metropolregion, udtaler Managing Director for Greater Copenhagen, Tue David Bak, efter mødet i Malmø.

Læs mere om transitaftalen i: Sydsvenskan, TT (omtale i 35 medier), News Øresund og Sveriges Radio

Læs mere om Greater Copenhagen, Dansk Industri og Sydsvenska Handelskammares fire forslag til revidering af Øresundsaftalen her og læs debatindlæg om samme emne i Altinget.

GC_MalmoeDSC_6760     GC_MalmoeDSC_6736    

GC_MalmoeDSC_6708     GC_MalmoeDSC_6814    

GC_MalmoeDSC_6952     GC_MalmoeDSC_6843